Collies Oprindelse & Historie

Collien er en britisk hyrdehunderace, hvis aner kendes over 100 år tilbage.

Oprindelig har hunden været anvendt som vogter af sortmaskede får i det skotske højland.
Disse får kaldtes Coalsheeps og hundene kaldtes Coalydogs;
med forskellig udtale og stavemåde fra egn til egn.
En anden forklaring på betegnelsen collie er, at navnet er afledt af det keltiske ord Coelio, der betyder:
en man kan stole på.

I 1860 afholdtes i Birmingham den første hundeudstilling med deltagelse af hyrdehunde,
og collien blev udstillet under forskellige racebetegnelser indtil 1895,
hvor navnet Collie blev endeligt anerkendt.

Fra starten blev collien udelukkende opdrættet med forbedring af brugsegenskaber for øje, men i og med interessen for udstillinger stiger,
kom andre ting i betragtning ved valg af avlsdyr; og det er lykkedes ud fra brugshunden at skabe den smukke, stolte hund, som vi kender så godt.

De første udstillingshunde, vi kender, var Old Cockie og Old Mec.
- Cockie, der var zobel/hvid, blev født i 1868, og den fik stor indflydelse på racen som avlshund.
Hans oprindelse er og forbliver en hemmelighed, da hans ejer nægtede at give oplysninger om ham.
- Mec. blev født i 1870 og var tricolour. Også hans oprindelse er ukendt.

I 1873 fødtes Trefoil, en tricolour han, og med ham indledtes en lang, ubrudt linie af collier; der rækker frem til i dag.
Samtlige af de danske certifikatvindere, hvis stamtræ det indtil nu er lykkedes at spore, ender i direkte linie ved denne ene hund.
En forbløffende kendsgerning, der vidner om, hvor stor betydning han har haft for racen.

Den ældste blue-merle collie, vi hører om, er Mr. Brackenburgs Scott, som er født i 1878,
han omtales som værende sølvblå, smukt plettet med sort, med hvid krave, hvid brystpels og hvide poter og halespids.
Han havde et blåt og et brunt øje. Scott lagde grunden til de første blue-merle vindere.

Tekst: Dansk Collie Klub

Login
Fotos og Design © AGH Design